Ny retskrivningsordbog i 2011
Den nugældende retskrivningsordbog udkom i 2001, og næste år kommer
Dansk Sprognævn med en helt ny udgave, der ligesom tidligere udgaver
indeholder sproglige ændringer, opdateringer og præciseringer. Én af de
præciseringer bliver at rydde op og ud i nogle af de mange
dobbeltformer, der opstået gennem tiden.
Udrydningen startede allerede i forbindelse med tilblivelsen af ordbogen fra 2001. Siden da har der fx ikke længere været valgfrihed mellem
- Cognac - kognac
- Inventar - inventarium
- Pie - paj
- Shampoo - shampo
Jogurt er yt
Med den kommende retskrivningsordbog fortsætter Sprognævnet altså afskaffelsen af visse dobbeltformer, så nogle ord fremover kun kan staves på en
måde. Det kommer blandt andet til at gå ud over følgende ord:
- Yoghurt - jogurt
- Dias - dia
- Tabuisere - tabuere
- Tyfon - taifun
- Vokseværk - voksværk
- Øjenlåg - øjelåg
Begge former er tilladt nu, men fra 2011 vil kun den første form være accepteret. Fx er den fordanskede yoghurt aldrig slået igennem, og kun et fåtal vil få jogurten galt i halsen over denne ændring. Sprognævnet har undersøgt, hvilke ord flertallet bruger, og det er afgørende for valget af den gældende form. Langt de fleste vil derfor formentlig byde enkeltheden og ensretningen velkommen.
Retskrivningsordbogen fra 2001 undergår en gennemgribende overhaling for at blive klar til at se dagens lys i 2011. Du kan læse meget mere om de mange kommende ændringer og tilføjelser hos Dansk Sprognævn.
Print denne side
Anbefal denne artikel til en ven
